Knoglemarvstransplantation

Knoglemarvstransplantation er den foretrukne behandling af aplastisk anæmi for personer under 40 år, hvis der er en egnet søskendedonor. Hvis ikke, vil man behandle sygdommen medicinsk, og kun hvis denne behandling ikke virker, vil man forsøge at finde en ubeslægtet donor til transplantation.

Transplantation kan være en rigtig god behandling, fordi den er effektiv. Men for ældre mennesker, der måske er meget svækket af alder og sygdom i forvejen, kan en transplantation være hård at gennemgå, og for nogle vil den være dødelig. Det er heller ikke altid muligt at finde en donor med identisk vævstype, hvilket er afgørende for en succesfuld transplantation.

Hvis der kan findes en donor med identisk vævstype, og patienten er egnet til behandlingen, anbefaler man transplantation. En donor med identisk vævstype kan f.eks. være en søskende – her er chancen for at finde en matchende vævstype størst. Alligevel er det kun ca. 30%, der har en søskende med identisk vævstype. En tæt-på-identisk vævstype kan i nogle tilfælde bruges, hvis en identisk ikke kan findes.

Når man transplanterer, er der risiko for, at de donorceller, man sprøjter ind, angriber modtagerens celler. Det kaldes transplantat-imod-vært-reaktion (på engelsk graft-versus-host eller forkortet GVH) og vil enten komme til udtryk ved, at kroppen afstøder hud, at man får leversvigt eller at man får tarmproblemer. Er reaktionen meget kraftig, eller rammer den både hud, lever og tarmsystem, kan den i værste fald være dødelig.

Man forsøger derfor altid at undgå en transplantat-imod-vært-reaktion ved at behandle med immundæmpende medicin lige efter en transplantation. Du kan læse mere om immundæmpende medicin her.

Når man får en knoglemarvstransplantation, er chancerne for at blive helbredt gode. Hos yngre patienter under 30 år er chancerne for fuldstændig helbredelse ca. 80-90% ved en tidlig transplantation. For nogle vil en transplantation dog ikke være helbredende. Det kan skyldes, at man får tilbagefald af sygdommen efter transplantationen, eller fordi de nye stamceller, man har fået transplanteret, reagerer mod kroppen (transplantat-imod-vært-reaktion eller GVH), og det kræver yderligere behandling.

Skal man knoglemarvstransplanteres, sker behandlingen i tre omgange. Først ødelægges den gamle knoglemarv med medicin (kemoterapi og immundæmpende medicin – se senere afsnit) samt evt. stråling, hvis man får stamceller fra en ubeslægtet donor. Derefter transplanterer man de nye stamceller ind via et drop. Efter transplantationen behandler man med immundæmpende medicin, for at kroppen skal tage bedst muligt imod de nye stamceller.

Se en kort film, hvor overlæge Lars Kjeldsen forklarer om knoglemarvstransplantation:

Konsekvenser ved knoglemarvstransplantation
Efter en transplantation er risikoen for infektioner større end normalt, fordi immunsystemet er svækket. Immunsystemet er svækket, fordi sygdommen i sig selv betyder, at man har færre hvide blodlegemer til at bekæmpe infektioner. Men også fordi man forud for en transplantation er blevet behandlet med f.eks. kemoterapi, og fordi man efter transplantationen bliver behandlet med immundæmpende medicin. Disse behandlinger får man netop for at svække immunsystemet, så kroppen tager bedre imod de nye stamceller fra transplantationen.

Fordi risikoen for infektioner er større end normalt, er der en række forbehold, man skal tage i umiddelbar forbindelse med en transplantation. Man skal bl.a. vaccineres mod en række sygdomme, f.eks. lungebetændelse og influenza. Generelt skal man også passe på ikke at omgås mange mennesker og særlige steder, hvor risiko for smitte med forskellige sygdomme er høj. I de perioder under behandlingsforløbet, hvor man er særligt sårbar og har ekstra høj risiko for infektioner, vil man være indlagt på hospitalet i isolation på en enestue.

Fordi en knoglemarvstransplantation er så omfattende en behandling, ser man også tit andre bivirkninger. Bivirkningerne kan være meget forskellige, kortvarige eller livslange alt efter, hvem der transplanteres, og hvordan vedkommendes tilstand er. Hyppige, kortvarige bivirkninger lige efter transplantationen kan være kvalme, udmattelse og diarré.
På længere sigt kan en transplantation bl.a. betyde, at man bliver infertil – altså ude at stand til at blive gravid eller gøre en kvinde gravid. Denne senfølge er dog efterhånden sjælden med den forbehandling, der bruges i forbindelse med aplastisk anæmi.
Risikoen for at blive infertil kan man også forebygge ved at nedfryse æg eller sæd, som senere kan bruges til kunstig befrugtning, eller hos kvinder ved at operere et stykke af en æggestok ud og fryse det ned, så den senere i livet kan blive indopereret igen. Derved kan lægerne få stykket af æggestok til at overleve, og de kan derefter, ved hjælp af hormonstimulation, modne æg, der kan tages ud til kunstig befrugtning.

Risikoen for at få bivirkninger efter en transplantation stiger, jo ældre man er. På grund af risikoen for bivirkninger bliver transplanterede fulgt meget tæt det første år efter transplantationen, så medicinen, der undertrykker immunsystemet, kan justeres, og eventuelle bivirkninger kan blive behandlet.

En præcis vejledning til, hvordan man skal passe på sig selv efter en knoglemarvstransplantation, får man udleveret på hospitalet i forbindelse med behandlingen. Spørg din læge om mere information om følger og bivirkninger ved en knoglemarvstransplantation.