Man finder ud af, om en person har aplastisk anæmi ved at lave en række forskellige undersøgelser. Undersøgelserne skal både udelukke andre sygdomme og teste for de typiske symptomer ved aplastisk anæmi. I første omgang vil lægen dog stille en række spørgsmål for at afklare sygdomshistorien og prøve at forstå, hvad der udløser symptomerne.
Sådan diagnosticeres aplastisk anæmi
Sådan diagnosticeres aplastisk anæmi
De forskellige undersøgelser, som herefter kan laves, er f.eks.:
- Blodprøver: Med blodprøver måler man bl.a. niveauet af hæmoglobin i blodet
- Mikroskopi af blodudstryg: Hvis lægen har mistanke om aplastisk anæmi, er dette en vigtig undersøgelse. Et blodudstryg laves ved at dryppe en dråbe blod ud på en lille glasplade. Lægen vil herefter kunne se, om cellerne er normale, og om celleantallet er for lavt
- Knoglemarvsprøve: På hospitalet vil en test af knoglemarvens sammensætning af celler, en såkaldt knoglemarvsprøve, kunne vise, om der er for få stamceller i knoglemarven. Knoglemarvsprøven bliver som regel taget fra hoften og sker ved, at en læge stikker en nål ind i knoglemarven, suger knoglemarvsvæske ud og herefter tager lægen et vævsstykke ud af knoglemarven (biopsi). Undersøgelsen sker under bedøvelse
Aplastisk anæmi inddeles i grader; ikke-alvorlig, alvorlig eller meget alvorlig. Graden af sygdom bedømmes blandt andet ud fra niveauet af røde og hvide blodlegemer og antal blodplader i blodet. Hvilken grad af sygdommen, man har, og hvilken type blodlegemer man mangler flest af, er afgørende for, hvilken behandling man bliver tilbudt. Nedenfor kan du se en kort video, der forklarer de forskellige sværhedsgrader
Nogle personer med ikke-alvorlig aplastisk anæmi kan holde sig stabile i mange år, og nogle bliver helt raske uden behandling. Personer med lave blodværdier men uden symptomer behøver ofte ingen behandling. For personer med alvorlig og meget alvorlig aplastisk anæmi er det ofte nødvendigt med et langvarigt behandlingsforløb, evt. med flere forskelige slags behandlinger.